Materialerne til alle mine tekstile projekter er for det meste indköbt i genbrugsbutikker. Jeg har et ret så stort lager af stof og garn i mit hobbyrum. Kvaliteten, störrelsen, mängden og farven afgör så, hvad det kan blive til. Nogen gange kommmer idéen för materialet (hvad kan jeg finde på lageret som passer til den her idé?), andre gange kommer materialet för idéen (hvad kan jeg mon lave af det her?). Og man kan i allerhöjeste grad sige, at det er lysten, som driver värket.



torsdag den 11. januar 2018

En masse småt og godt.

Her kommer et indlæg, der samler op på en del småting som jeg har lavet inden for de sidste par måneder, men som aldrig fik sin egen blog-post.


Strikket karklud, fire tråde tyndt hørgarn, perlestrik. Bestillingsarbejde af E.



Lille pung til 3 + 3 plastikkort, småstumper bomuldsstof, regnbuefarver. Også til E


Varme strikkede sutsko til B & O.


Små etuier til fx. buskort, syet til organisationen ReFo. 


Etuier til papirlommetørklæder, også til ReFo.


Barnebarnet Osvald, som øver bueskydning sammen med sin far, som er "fritidsviking", ønskede sig skyde-handsker. Heldigvis havde moderen et par fine skindhandsker, som ikke var så fine mere. Væk med tommel- og lillefinger, en strop ved håndleddet og vips! ......


.... en velfornøjet dreng.


Indkøbsposer af gamle bruseforhæng. Til Maries butik.


En del gamle bordløbere .....


... blev omsyet til små etuier til høredimser. Også til Maries butik.


Og så strikkede jeg også lige et par yogasokker til mig selv. Det er ikke nemt at tage en selfie af sine egne fusser!

Organisationen ReFo vil jeg skrive mere om senere.


lørdag den 6. januar 2018

Endnu en julegave.

H fik bl a. et "gavekort" i julegave, det vil sige at han fik lov at gå på opdagelse i syværkstedet og finde mønster og stof til en ønsketing.
H valgte at jeg skulle sy en dinosaur til ham, og han fandt en stump turkisfarvet fleece som han syntes var fin. Det syntes jeg også, og her er resultatet.


Jeg synes han ser så sød og rar ud, så han har fået navnet Dino Snällosaurus.


Det turkisfarvede stof var ikke rigtig stort nok, så jeg måtte finde noget at supplere med. Et af vores billige fleecetæpper fra IKEA måtte holde for. Jeg klippede en strimmel af, og strimlen var ikke større end at tæppet stadig fungerer udmærket. Det sorte til fødder var en stump jeg havde i rodekassen.


Fyldet fik jeg ved at slagte en billig inderpude som jeg havde liggende. Øjet er applikeret på, det sorte er tegnet med tekstilpen.


Mønstret havde jeg købt i Stof og Stil for mange år siden.

Den rare Dino er et rigtig ønskeprojekt. Jeg fik brugt en masse fra mit lager, og jeg behøvede ikke at købe noget som helst. At man så samtidig kan fremstille noget som kan glæde andre, ja det er bare en ekstra bonus.

mandag den 1. januar 2018

Årets julegaver - nu kan de afsløres.

Afsløringen kunne i og for sig have gjorts for længe siden, for der er ingen af børnebørnene der læser noget så gammeldags som blogger. Men for en sikkerheds skyld så ventede jeg til nu.


Lune sutsko, som O havde ønsket sig. Garn Filzwolle "Katrin" (som jeg har fået af O's farmor en gang for længe siden), pinde 4, opskrift inspireret af "Simple Garter Stitch Slippers" fra Ravelry, design Hanna Leväniemi.

De tre søskende S havde ønsket sig puder med motiv fra Super Mario, som er det foretrukne spil lige nu. Så måtte jeg jo ud og lede på nettet, for er der noget jeg ikke har forstand på, så er det computerspil. Heldigvis var det nemt at finde enkle motiver, som kunne bruges som applikation.


Desværre var min computer ikke gode venner med min printer lige på det tidspunkt, så hvordan skulle man så få overført motivet til papir?  Den gode gammeldags metode selvfølgelig.


Problemet løst!





Til slut et par Nemo-vanter til lillepigen B, som ellers nægter at gå med vanter. Når man henter hende fra børnehaven har hun små, røde og kolde hænder. Desværre svømmede vanterne hjemmefra inden jeg nåede at fotografere, men de blev ligesom billedet fra Ravelry, hvor jeg hentede opskriften.



Nu håber jeg virkelig at hun vil begynde at gå med vanter. Og computeren og printeren ER blevet gode venner igen.

lørdag den 4. november 2017

Votter, vantar, vanter - kært barn har mange navne.

I august måned var vi på ferie i Norge. Da vi besøgte gode venner på Putten Seter købte jeg en strikkepakke. 


Inspirationen kommer fra Sigrid Undsets bog Kristin Lavransdatter, og vanterne er vinderen i en konkurrence.


I strikkepakken var der garn til et par vanter, et nøgle mørkebrunt og et nøgle gyldent.


Sådan her blev de. Og i Husflidens butik i Trondheim købte jeg et par nøgler i to grønne nuancer.


Sådan her blev de. Ikke så middelalderlige, men i yndlingsfarven.

I den lille by Nordsel sad Sigrid Undset og skrev sine bøger om Kristin. Den kan man kikke ned på fra dette fantastiske sted som ligger oppe på fjeldområdet Høvringen, meget nær ved Putten Seter.


Stedet hedder Udsikten, og det kan man jo godt forstå. 

fredag den 27. oktober 2017

Plastik - velsignelse eller forbandelse?

Plastik er et utroligt praktisk materiale med mange anvendelsesmuligheder. Men når man så læser om, hvordan der flyder store øer af plastik rundt i verdenshavene og hvordan mikroplast genfindes i naturen, hvor det ikke har noget at gøre - ja, så bliver man bekymret.

Jeg har i lang tid irriteret mig over, at man skal tage en plastikpose i butikken til hver slags frugt og grønt, når man køber det stykvis. Det bliver mange poser, og de kan ikke bruges til så meget andet bagefter, fordi de er så tynde. F. eks. kan vi ikke bruge dem som affaldsposer, for vi bor i et hus med nedfaldsskakt til affald. Jeg kan lige se for mig, hvordan en sådan pose på det nærmeste eksploderer nede i skralderummet efter en rutsjetur fra fjerde sal.

Løsningen må være poser, som kan bruges mange gange.
Jeg har snuppet en ide fra en organisation, som hedder ReFo. Poser syet af gamle skyggegardiner - sådan nogen som var moderne i 60'erne. I Danmark kaldet "gardisetter" efter det førende firma på markedet.


En pose vejer ca. 20 gram, så man må være indstillet på at betale for lidt overvægt. Men det er i en god sags tjeneste, synes jeg.

Jeg syede først tre poser, som vi har prøvet af i et par ugers tid. I butikken er vi kun blevet mødt med positive kommentarer, som "nej, sikken en sød lille pose", " jamen hvor praktisk".

Efter en snak med Marie i Garnboa sagde hun, at hun gerne ville prøve at sælge. Så syede jeg tre til, at det sidste gardin jeg havde. 


Dem har Marie fået med hjem, og de kommer i hendes butik, der har åbent på søndag. Samtidig gav hun mig fik en pakke med et sæt helt "nye" (i hvert faldt ubrugte) gardiner, så nu skal der masseproduceres.



Et godt råd: lad posen være åben når man kommer til kassen. Så kan kassemedarbejderen se hvad der er i posen, og båndet hænger ikke fast i rullebåndet
.
Jeg er ikke så naiv at jeg tror, at jeg kan redde verden ved at skippe en plastikpose i ny og næ. Men indtil butikkerne finder på et alternativ, så handler vi altså frugt og grønt i gamle "gardisetter". Nogen butikker er i gang, læs her og her

Jeg er spændt på, om ideen fænger. Ellers har jeg da et godt lager af julegaver !

fredag den 20. oktober 2017

En farverig aften.

Nej, dette er ikke hundeposer!


Jeg har været på kursus hos Eva i Stäket og har fået den første introduktion i at koldfarve garn.


Det var let og ukompliceret, og man kan gøre det hjemme og behøver ikke at købe dyrt udstyr. Bare farvebasen og det flydende farvepigment. Og intet er så giftigt, at det ikke må hældes i afløbet.

Det sværeste ved det hele var, at man skal vente 24 timer mens garnet ligger i sine plastikposer og farven fikseres. Efter 20 timer kunne jeg ikke styre mig, så jeg åbnede og vaskede og skyllede forsigtigt.


Men ikke rigtig forsigtigt nok. Bundtet med det mørkegrønne garn blev temmelig filtret (det er det, der ligger i dørslaget).


De små bundter på 20 gram havde jeg bundet ekstra ombindinger på, efter gode råd fra Eva. Det skulle jeg nok også have gjort med de to 50-grams bundter.


Det her skulle min forlængst afdøde farmor (som også strikkede) kalde for "fiddiwau" på sin midtjyske dialekt. Det tog sin tid at vinde det til et garnnøgle, men det gik. 


Garnet er sokkegarn, 75% uld og 25% polyester, og det er superwashbehandlet. Helt OK, når det skal bruges til sokker. Det er for surt, hvis fint håndværk går i stykker når det bruges.

Nu skal jeg lige have strikke noget andet færdigt - noget som der er deadline på - og så skal jeg til at lege med striber.

Jeg har helt sikkert fået lyst til at eksperimentere mere med at farve. Næste skridt bliver at lære, hvordan man får bestemte effekter frem, altså at styre processen. Forleden var det processen, der styrede!


onsdag den 11. oktober 2017

Tillykke med fødselsdagen!

Kusinen fyldte 70 år og skulle have en gave. Da vi besøgte hende i sommers købte hun en såkaldt rosenbænk i Coop. Vi snød os til at tage mål af sædet, for tanken var at sy en siddehynde til bænken.

Næste skridt var at skaffe en skumgummihynde i de rette mål. Efter en del leden på nettet fandt vi et firma, som specialiserade sig i sådant.

Rosenbænk - Hvidlakeret FSC-certificeret akacietræ

Og så skulle der vælges stof. Jeg begyndte med at kikke på mit lager, men der fandt jeg ikke noget, der var stort nok og som jeg syntes passede til opgaven. Så gik turen til stofbutikken.  Det er let nok at vide,  hvad man ikke vil have - sværere er det at finde det som siger "bingo", men jeg fandt det nu ret hurtigt. For at være sikker pløjede jeg hele hylden med relevante stoffer igennem, men vendte hele tiden tilbage til dette her.


Skumgummi er noget modsträbende noget, så den flinke ekspedient viste mig en løsning på problemet: noget rundstrikket gaze-agtigt stof som kunne trækkes over skumgummiet så betrækket kunne glide let. 
Selve syarbejdet var ikke så besværligt. 


På kanten af stoffet fandt jeg disse oplysninger.


"KÖRSBÄRSTRÄDGÅRDEN design Marianne Westman för Almedahls" - stod der.

Hvem mon Marianne Westman er, tænkte jeg. "Som man googler, så får man svar"
Det viste sig, at stoffet er designet i 1959 og taget op igen af firmaet Almedahls. Det fås også med gul eller rød bundfarve.

Flere fakta om Marianne Westman: hun arbejdede i mange år som formgiver på  porcelænsfabrikken Rörstrand og har bl. a. skabet dekoration til stellene Mon Amie og Picknick.  Og så begynder dem der er vilde med 50'enes design vist at føle sig på hjemmebane. Klik her for mere info. Og her for flotte billeder.

Det er flot klaret at et design med næsten 60 år på bagen stadig kan virke friskt og nutidigt - og kan sige "bingo" til mig, som ikke har så meget styr på svensk designhistorie.

søndag den 27. august 2017

Viskestykke eller strikkepose ?

Min söde datter gav mig et fint viskestykke, indköbt på Historiska Museet i Stockholm. Motiverne er hentet fra de såkaldte billedsten, som er store runesten fra Gotland.

Nu er det jo sådan, at jeg strikker mere end jeg vasker op - i hvert fald det förste med störst gläde. Så Thea var helt med på at jeg brugte viskestykket som materiale til en strikkkepose.


Jeg fulgte vejledningen fra Tant Kofta på Instagram, og jeg er väldig tilfreds med resultatet. Jeg valgte temmelig neutrale stoffer til bund, löbegang og foer, på den måde tager man ikke opmärksomheden bort fra de interessante motiver.




Jeg har oven i köbet i samme forbindelse postet mit förste indläg på Instagram. Kikker man på #koftansstickpåse kan man se alle de forskellige poser som er blevet syet efter Tant Koftas instruktioner. Det er sjovt at se så forskellige de er.


 

torsdag den 27. juli 2017

Aktiv - men ikke meget strikket.

Sådan kan det jo blive om sommeren, der er så meget andet, man hellere vil.
Men det blev da til en del små tophuer, som blev afleveret til Røde Kors' nørklegruppe via Theas svigermor.
Samtidig svandt det dejligt i posen med rester af strømpegarn.


Der var mangel på  karklude hjemme hos Thea, så jeg gik i gang. Thea havde nogle nøgler tyndt hørgarn i dæmpade farver. Jeg valgte 5 tråde som lå nær hinanden i nuance. Kluden er det nemmest mulige: en kvadrat strikket i perlestrik (skrubbe-effekt).
Efter hemkomsten fik jeg lyst til at teste hvordan hampegarn du'r til karklude, så Thea får også en sådan (det er den grønne). Så må hun være prøve(kar)klud!


Hør har den fordel frem for bomull, at det suger vældig godt, og kluden tørrer hurtigt, så der er mindre risiko for at den kommer til at lugte af  - ja, gammel karklud. Hvordan det er med hamp vil tiden vide.

Der forskes meget nu for tiden om, hvordan de forskellige tekstile fibre påvirker miljøet. Bomuldsdyrkning er utrolig belastende (kunstvanding, kunstgødning og sprøjtning mod skadedyr). Økobomuld skal også vandes.
Hør og hamp kræver ikke så meget under "opvæksten", men da det er en miljøbelastende proces at frigøre fibrene så de kan spindes, kan regnestykket ende med samme dårlige facit.

Läs her

Det er  svært at være menneske - det er endnu sværere at være et godt menneske, men vi må anstrenge os alt hvad vi kan.